Bagte hvidløg
Bagt hvidløg er næsten for nemt at lave, når man tænker på hvor dejligt de smager. De bagte fed bliver møre og den skarpe hvidløgssmag forsvinder helt. Fedene får en dejlig blød umami smag, som passer godt som tilbehør til feks lam, svinekød eller oksekød. Jeg plejer at servere et helt bagt hvidløg pr person, som en del af en middag. Man vipper bare de bagte fed ud et efter et og spiser dem sammen med feks kødet. Det kan også være en fin løsning, hvis ikke alle i middagsselskabet spiser hvidløg. Alternativt kan man smøre det bløde fed ud på et stykke ristet brød, det smager også dejligt.
Ingredienser
- 4 hele hvidløg
- 2 spsk olivenolie
- salt
Sådan gør du
- Skær toppen af hvidløgene, så den øverste del af fedet er synligt. Smør med olivenolie og drys med lidt salt. Sæt hvidløgene på en bageplade med snitfladen opad.
- Bag hvidløgene i ca. 25 minutter ved 190 grader varmluft til hvidløgene er møre.
- Server 1 hvidløg per person, som tilbehør til en middag eller til at smøre på brød.
Historien bag opskriften
Første gang jeg smagte bagte hvidløg var engang i 90érne. Vi skulle have lammekølle til påske og der var en gæst, som ikke kunne lide hvidløg. Dengang synes jeg det var en katastrofe ( jeg var omkring 18 år) og kunne slet ikke forstille mig lam uden hvidløg. Så blev der serveret disse bagte hvidløg og alle frustrationer forsvandt som dug fra solen. De bagte hvidløg løste dilemmaet så fint, at ingen følte der blev indgået kompromis. Gennem årene har jeg lavet disse hvidløg igen og igen, dels fordi de er utroligt sunde men også fordi de passer så godt til rigtigt meget mad.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!